Udgivet d. 24-02-2021

Den ultimative guide til sovepose

En god nats søvn er afgørende for et højt energiniveau, og hvilken bedre måde at skabe gode nætter i det fri, end ved at krybe i en komfortabel sovepose. Der er en del at tage højde for, når du søger den perfekte sovepose. Materiale, konstruktion, dimensioner, temperaturangivelse, plejebehov og formål er alle elementer du bør have for øje, når du handler sovepose.

Yder- og indermateriale

Soveposens yder- og indermateriale har til formål at holde fyldmaterialet på plads og bringe ekstra komfort og ydeevne til produktet. For gode nætter i soveposen bør du bl.a. gå efter et åndbart indermateriale, som føles blødt og behageligt. Det ydre materiale bør være kraftigt, holdbart og forhindre fugt og vind i at blive en gene.

Nylon, polyester og taft

Nylon, polyester og taft er åndbare og komfortable materialer, som hyppigt bruges til at fremstille soveposer. Holdbarheden er sjældent i top, og som oftest er det soveposer i den billigere ende af prisskalaen, der er fremstillet af disse materialer. Heraf har taft den højeste kvalitet af de tre. Denne type sovepose egner sig bedst til brug inden døre.

Ripstop

Ripstop er et bedre bud på et åndbart og langt mere holdbart materiale. Materialet består af enten nylon eller polyester, som er styrket og vævet med kraftig tråd. Det for at forlænge holdbarheden, minimere risikoen for revner og forhindre fugt i at sætte sig.

DryLoft

DryLoft består af en letvægtig GORE-TEX membran. Det betyder sublime vand- og vindafvisende egenskaber kombineret med åndbarhed og god ventilation. Altså skal du regne med stor komfort, når du vælger en sovepose af DryLoft.

DryClime, Microfiber og Gossamer Micro

DryClime, Microfiber og Gossamer Micro er tre tætvævede og letvægtige materialer, som er modstandsdygtige, fugtafvisende og til dels vindafvisende. Der er ikke brugt samme tykke tråd som ved ripstop, hvorom materialerne er blødere og en anelse mindre holdbare.

Silke

Silke er et glat, kraftigt, åndbart og dyrt materiale, som føles blødt og behageligt. Materialets ulempe er, at det har en tendens til at blive slidt og kan være svært at reparere.

Bomuld og polycotton

Bomuld og polycotton er bløde og åndbare materialer, som holder længe. Ulempen er, at bliver de to materialer først våde, er de længe om at tørre. Soveposer af denne type egner sig derfor bedst til tørre klimaer eller brug inden døre.

DWR-belægninger

Flere soveposer er designet med holdbare, vandafvisende DWR-belægninger, som forhindrer soveposen i at absorbere fugt. DWR-belægninger er især en fordel ved en dunsovepose, da denne type sovepose har svært ved at håndtere fugt.

Fyldmateriale

Soveposer er udstyret med et fyldmateriale, som primært har til formål at isolere og give varme. Fyldmaterialet består af dun eller syntetiske fibre, som hver især har sine fordele og ulemper. Når du handler sovepose, er det en god idé at holde dig disse fordele og ulemper for øje.

Dunsoveposer

Dun og fjer er fugles naturlige isolering og værn mod vind og vejr. Til produktionen af soveposer hentes de to dele normalt fra ænder eller gæs.

Fordele ved dunsoveposer

Isolerende og åndbar

Dun er et naturmateriale med unikke isolerende egenskaber. Materialet har en fleksibel struktur, som tillader små luftlommer at danne sig. Det er disse lommer af luft som forhindrer varmen i at slippe ud. Den luftige konstruktion betyder også, at materialet er åndbart. Det vil sige, at sved og fugt fra din krop får rig mulighed for at passere i løbet af natten. Kryber du i en sovepose af dun, vil du således kunne holde varmen samtidig med, at du kan afgive den.

Blød og letvægtig

En åbenlys fordel ved dun er dets bløde egenskaber, som leverer store mængder af komfort til din søvn. Foruden de rare fornemmelser får du en sovepose af let vægt og lille volumen. Duns kraftige varmegivende funktioner betyder, at der ikke er behov for meget fyld for at opnå isoleringen. Altså er vægt og volumen minimal, hvilket er et plus under f.eks. vandreture, hvor du bærer din oppakning over lange distancer og har brug for ekstra plads i rygsækken til andet udstyr.

Ulemper ved dunsoveposer

Tåler ikke fugtige elementer

Våde og fugtige elementer er en udfordring for dun. For det første er dun længe om at tørre. For det andet mister materialet sine varmegivende funktioner, når det er vådt. En sovepose af dun er derfor ikke en optimal løsning, hvis du planlægger en tur til et fugtigt klima eller ved, at der er stor sandsynlighed for, at din sovepose bliver våd på turen. Sker det, at din dunsovepose bliver våd, bør den efterfølgende luftes godt. Dun tåler nemlig ikke at være fugtigt længere tid ad gangen.

Et prisleje i den tungere ende

Fordi dun isolerer så kraftigt og vejer så lidt, er det ofte en dyre løsning. Pengene er som oftest godt givet ud, når du vil finde dig til rette under f.eks. udfordrende minusgrader. Her formår soveposer af syntetiske materialer sjældent at give dig samme grad af isolering og komfort.

Det bør du være opmærksom på, vælger du en dunsovepose

Lang levetid ved den rette pleje

Dunsoveposer kan have en rigtig lang levetid, hvilket naturligvis påvirker prisniveauet. Her kan der være tale om en levetid på helt op til 10-15 år. Den endelige levetid afhænger af, hvordan du plejer din sovepose. Ift. fibersoveposer skal du forvente en del mere arbejde.

Hav øje for blandingsforholdet: Dun vs. fjer

Soveposens isolerende egenskaber afhænger af mængden af dun. Jo flere dun, jo bedre isolering. Har du at gøre med et blandingsforhold, der bygger på flere fjer end dun, vil isoleringen være derefter. Ikke desto mindre er en vis mængde fjer nødvendig for, at dunene ikke falder sammen. CUIN er en af de betegnelser, som indikerer kvaliteten. Jo flere CUIN, jo bedre fylde og bæreevne. 600 CUIN er udtryk for en solid, varmegivende sovepose, mens 700 CUIN og opefter er en model, der falder i den helt tunge ende af varmeskalaen.

Fibersoveposer

Fibre er fremstillet af plastiktråde, som ofte er polyester. Der er sket meget inden for udviklingen af fibersoveposer, hvoraf producenter i dag har formået at fremstille flere udgaver, som næsten giver samme isolering og lille vægt, som vi kender det fra dunsoveposer. Den store forskel er, at hvor dunsoveposer er fremstillet af naturmaterialer, er fibersoveposer af syntetiske materialer.

Fordele ved fibersoveposer

Harmonerer bedre med våde elementer

Ift. en dunsovepose harmonerer en fibersovepose bedre med våde elementer. Det skyldes, at fibermaterialer er fremstillet af plastik som polyester, der tørrer hurtigere og ikke mister sine varmegivende egenskaber ved fugt. Denne type sovepose er altså at foretrække, hvis der er udsigt til vådt vejr eller et fugtigt klima på den planlagte tur.

Billigere og nemmere at vedligeholde

Der er færre udgifter forbundet med at producere en fibersovepose. Det betyder som regel en lavere indkøbspris. Ligeså kræver en fibersovepose mindre og lettere former for pleje end f.eks. en dunsovepose. Det kan gøre denne type sovepose nemmere at have med at gøre.

Ulemper ved fibersoveposer

 

Kortere levetid

Syntetisk fyld slides hurtigere end dun. I takt med, at du pakker din fibersovepose sammen igen og igen, forekommer der slitage på især fyldmaterialet. Du skal regne med en gennemsnitlig levetid på i omegnen af 3-4 år for en fibersovepose.

Ringere forhold mellem varme og vægt

For at give dig samme mængde varme som ved en dunsovepose, er det nødvendigt med mere fyld i en fibersovepose. Det resulterer tit i en højere vægt. Forholdet mellem varme og vægt er dermed en anelse ringere end ved en dunsovepose. Det samme kan siges om volumen. Fyldet kan være svært at komprimere, hvorom det kan være udfordrende at få soveposen i sit etui.

Det bør du være opmærksom på, vælger du en fibersovepose

Syntetiske fibre i to udgaver: Kort og lang

De korte fibre er tyndere og giver et tætpakket fyldmateriale, som indfanger luft og føles blødt og behageligt. Til gengæld har de korte fibre nemmere ved at klaske sammen, hvorved du med tiden kan risikere at have et område på soveposen uden fyld.

De lange fibre er som regel tykkere og mindre smidige. Det kan gøre dem mindre komfortable som fyldmateriale. Til gengæld reducerer de risikoen for ‘kolde områder’, idet den minimerede fleksiblitet gør, at fibrene ikke samler sig et enkelt sted.

Kært barn har mange navne

Producenter har givet deres syntetiske fyldmateriale flere navne. G-LOFT® og PrimaLoft® er to af de termer, du støder på, når du handler fibersoveposer. Begge er udtryk for de nyeste teknologier inden for udviklingen af isoleringsmaterialer, som holder dig varm og lader dig afgive kropsvarme.

3-sæson soveposer

3-sæson soveposer er en betegnelse, du ofte støder på, når du handler sovepose. Som navnet antyder, har du at gøre med en sovepose, der harmonerer med tre sæsoner. Heraf primært forår, sommer og efterår, men af og til også efterår, vinter og forår. Faktisk findes der flere 3-sæson soveposer, der kan benyttes hele året - i hvert fald i det danske klima. Det kræver blot, at du i vintermånederne kombinerer med f.eks. en lagenpose. Det varierer, hvilket materiale 3-sæson soveposer er lavet af. Ligeledes varierer det, hvilke grader soveposerne kan klare ned til.

Konstruktion

En soveposes konstruktion er en vigtig del af at holde fyldmaterialet på plads. Forskellige konstruktioner giver varierende resultater. Tommelfingerreglen er, at jo mere kompliceret en soveposes konstruktion er, jo bedre vil den som regel være til at holde dig varm.

Gennemgående syninger

Gennemgående syninger er en simpel konstruktion, hvor soveposens kamre skabes ved at sy det ydre materiale sammen med foret. Det resulterer i ovale kamre uden vertikale vægge. Denne form for syninger i kombination med de manglende vægge er sjældent et godt udgangspunkt, hvis du søger en varm sovepose. Det skyldes, at din kropsvarme har let ved at trænge ud ved syningerne.

Boksvægge

Firkantede kamre eller såkaldte boksvægge har en bedre effekt, idet de vertikale vægge forhindrer varme og luft i at trænge igennem. Det giver en mere ensformig isolering, da fyldet fordeles jævnt i kamrene. Her har du ikke de gennemgående syninger som skubber kamrene sammen.

Mere komplicerede boksvægskonstruktioner er skrå vægge, dobbelte bokse eller trelagsbokse. Ved de to sidstnævnte er boksene sat sammen oven på hinanden og forskudt. Det skaber en jævn fordeling af fyldet og en lille risiko for, at varmen slipper ud.

V-bokse

V-bokse er en god vej til at holde varmen. Her er kamrene formet som trekanter - eller bogstavet ‘v’ om du vil. Denne udformning resulterer i dobbelt så mange kamre ift. boksvægskonstruktionen. Fyldmaterialet holdes på plads og har svært ved at vandre.

V-bokse kræver en del at udføre, hvilket kan løfte soveposens pris. Ikke desto mindre kan du se frem til et stabilt varmt klima, da din kropsvarme indkapsles bedre i soveposen.

Dimensioner

Længde

Soveposens længde bør afspejle din højde. Den må hverken være meget kortere eller længere end dig. Er du f.eks. 1.75 cm, bør soveposen også være det. Ved den for korte model er der ikke centimeter nok til, at den varme luft kan cirkulere. Ved den for lange model får din krop svært ved at opvarme den ekstra plads og luft. En sovepose, der ikke matcher din højde, gør det altså svært at holde varmen. Vælger du en for lang sovepose, vil du desuden have unødig vægt at bære på.

Form

Soveposer tager mange former. De mest gængse er rektangulær, mumie og konisk.

Rektangulær

Den rektangulære form, også kaldet tæppeform, er som titlen antyder en sovepose, der tager dimensioner af en rektangel. Det vil sige, at den er aflang og lige bred over det hele - fra fødder til skuldre. Det giver plads til bevægelse, hvorom formen er et godt match, hvis du f.eks. holder af at sove på siden. Ulempen er, at den ekstra plads i soveposen resulterer i ekstra luft. Din krop skal altså bruge en del energi på at holde dig varm i en sovepose med disse dimensioner. Det gør denne type sovepose bedst egnet til varmere klimaer.

Mumie

Mumieformen kendetegnes ved, at den er smal ved fødderne, hvorefter den breder ud fra hoften og op til skuldrene. For oven har soveposen en tæt hætte designet til at holde hovedet varmt. Dimensionerne matcher kroppens naturlige former, hvorved du får en tæt pasform. Fordelen ved en tæt pasform er, at mindre luft kan cirkulere. Det betyder, at du nemmere kan holde varmen. Denne form er ideel til kolde klimaer. Ulempen er, at soveposen kan være svær at bevæge dig i.

Konisk

Mange soveposer er udformet konisk. Her snævrer soveposen ind ved fødderne for gradvist at vokse sig større i takt med, at den når dine skuldre. Ved hætten snævrer soveposen ind igen. Denne type sovepose giver forholdsvis god bevægelighed, men ikke så meget, at den tillader store luftrum i at danne sig. Det vil sige, at du har at gøre med en form, der falder i midten af skalaen, hvad angår både bevægelighed og evne til at holde dig varm.

Temperaturangivelse

Europæisk standard og Certificering

Inden for Europa har man udarbejdet et sæt specifikke regler og procedurer, som producenter bør benytte, når de vurderer en soveposes evne til at holde dig varm. Denne standard og certificering går under navnet EN 13537. Har en sovepose denne certificering, kan du vide dig sikker på, at den lever op til de europæiske standarder for fastsættelse af temperaturgrænser.

Som en del af certificeringen, er der indført fire begreber: Øvre temperaturgrænse, komforttemperatur, grænsetemperatur og ekstremtemperatur.

Øvre temperaturgrænse

Den øvre temperaturgrænse indikerer maksimum temperatur for en sovepose. Med andre ord fortæller den dig ved hvilken temperatur, du vil begynde at svede i soveposen. Beregningen er foretaget ud fra en sovepose med åben lynlås og hætte, og hvor vedkommendes arme befinder sig uden for soveposen.

Komforttemperatur

Komforttemperaturen indikerer soveposens evne til at holde dig komfortabel. Den er beregnet ud fra en standard kvinde eller mand og indikerer, hvornår en normal person vil begynde at fryse, hvis vedkommende ligger udstrakt og afslappet i soveposen. Forkortelser for komforttemperatur er bl.a. T-comf, T komfort, komf-temp og komfort.

Grænsetemperatur

Grænsetemperaturen indikerer soveposens laveste temperatur. Altså fortæller den dig til hvilken grænse, soveposen formår at holde dig varm. Den er udregnet på baggrund af en sammenrullet position i soveposen over en periode på otte timer. Forkortelser for grænsetemperatur er bl.a. limit, T-limit, T-grænse og Gr.

Ekstremtemperatur

Ekstremtemperaturen indikerer minimum temperaturen for seks timers overlevelse i soveposen. Her taler vi ren og skær overlevelse. Forfrysninger kan fortsat være en risiko. Forkortelser for ekstremtemperatur er bl.a. T-extreme, Tekstreme og T-ext.

Pleje af din sovepose

Opbevaring af dun- og fibersoveposer

For både dun- og fibersoveposer gælder det, at de har bedst af at opbevares udfoldet for derved at forlænge deres levetid. Når du har soveposen med på tur, er det tit nødvendigt at opbevare den i etuiet. Det for at gøre camping og vandreturene lettere ift. oppakning. Efter endt tur er det en god idé at tage soveposen ud af etuiet og hænge den på f.eks. en bøjle. Det for, at det luftige materiale soveposen er lavet af, ikke er komprimeret for længe ad gangen.

Vask og tørring af dunsoveposer

Der er en del af tage højde for ved vask af en dunsovepose. For det første bør du undgå at vaske soveposen ofte, da det kan reducere isoleringsevnen. Hvis du kan nøjes med at lufte soveposen, bør det være prioriteten. For det andet tåler en dunsovepose kun en mild form for vask, hvorved håndvask ofte er den bedste løsning. Tjek altid vaskeanvisningen, inden du går i gang.

Ved håndvask fylder du et badekar eller en stor balje med varmt vand og tilsætter sæbe beregnet til dun. Placer soveposen i vandet og træk den forsigtigt frem og tilbage gennem vandet. Det er vigtigt, at du sørger for, at alt sæben er ude, inden du dømmer vasken færdig.

Ved maskinvask vælger du et skåneprogram, maks. 30° og tilsætter sæbe beregnet til dun. Vælg så vidt muligt et program med rigelig mængder af vand til skylning. Sådan undgår du sæberester i soveposen. Centrifugering bør holdes til et minimum. Sørg for, at alle lynlåse og velcro-lukninger er lukket, inden du kommer soveposen i vaskemaskinen.

Efter endt vask er det vigtigt at lade dunsoveposen tørre grundigt. Husk på, at dun ikke har godt af at være våde i lang tid ad gangen. Tillader vaskeanvisningen, at du tørretumbler soveposen på lav varme, er det ofte den bedste løsning. Det betyder, at soveposen tørrer hurtigt frem for, hvis du f.eks. hænger den ud i luften for at tørre.

For at ryste dunene ordentligt på plads, kan du smide et par tennisbolde i tørretumbleren eller med jævne mellemrum standse programmet for dernæst at tage soveposen ud og ryste den. En kombination af de to ting kan ligeledes være vejen frem.

Vask og tørring af fibersoveposer

Fibersoveposer har det bedre med fugt og er nemmere at vedligeholde. Flere tåler maskinvask og op til 40°, mens andre har bedre af en kold vask eller endda en håndvask. Vaskeanvisningen er pejlemærket, du bør tage udgangspunkt i, når du vasker og tørrer soveposen.

Er soveposen ikke voldsom beskidt, kan du overveje, om det er nok blot at lufte den. Som med dunsoveposer kan overdreven vask ødelægge teksturen og evnen til at holde dig varm. Vask bør altså være den sidste løsning.

Ved maskinvask er det sjældent nødvendigt at benytte en speciel type sæbe. Almindelig, mild vaskemiddel er som regel nok. Ligeså er der heller ikke behov for en omstændig tørringproces.

Du kan ofte komme fibersoveposen i tørretumbleren eller blot lade den tørre et sted, hvor den bliver luftet godt igennem. Husk, at fibersoveposer tørrer forholdsvist hurtigt. Når du hænger din sovepose til at tørre, har den bedst af at være godt spredt ud. Dvs. over mere end en tørresnor. Det så fyldet ikke samler sig enkelte steder.

Hav formålet for øje når du vælger sovepose

Så hvilken sovepose skal du vælge hvornår? Her giver OutdoorPro et par scenarier og eksempler på kvalitetsbevidste soveposer, som kan hjælpe dig med at vælge den korrekte til dine udflugter.

Til ekstrem kulde

Udfordrende klimaer kendetegnet af ekstrem kulde, frost og sne gør det nødvendigt med en kraftig og isolerende sovepose, der formår at holde dig varm og i live. Det kan være, at du planlægger at krydse indlandsisen eller besøge Lapland i vinterhalvåret. I så fald er CARINTHIA et godt bud på en anerkendt leverandør af soveposer. Flere af mærkets modeller bruges af militæret og andre professionelle. Det skyldes soveposernes sublime isolerende egenskaber, som gør dig i stand til at overleve og føle komfort under ekstrem kulde.

CARINTHIA Survival One og CARINTHIA Defence 4 er to robuste modeller fremstillet af holdbare og vejrbeskyttende yder- og indermaterialer. De har en komforttemperatur på -15 til -18° og en ekstremtemperatur på -35 til -40°. Begge modeller er fremstillet af kraftige fibre som for alvor illustrerer udviklingen inden for syntetisk fyldmateriale. Den høje grad af isolering matcher og overgår de fleste dunsoveposer. Isoleringen fuldendes af en mumieform, som er tilføjet et beskyttende hovedstykke, der kan lukkes til, så kun ansigtet er synligt.

Den sublime isolering samt det syntetiske fyldmateriale indvirker på soveposens vægt, som er i den tunge ende. Det er selvfølgelig vigtigt at holde dig for øje, hvis soveposen skal bruges i forbindelse med vandreture, hvor du bærer din opakning over lange distancer.

Til kulde og tre sæsoner

Til kolde klimaer kendetegnet af frost, sne og lave til middel minusgrader har du fortsat behov for en isolerende sovepose. Den behøver dog ikke kunne håndtere samme ekstreme scenarier, som angivet ovenfor. Måske du planlægger en tur til Alperne i vintermånederne, til dele af Himalaya eller blot ville kunne bruge din sovepose på flere tider af året.

En dunsovepose kan i så fald være at foretrække. KSB 0 , KSB 20 og Trek TK1 er tre gode bud på isolerende dunsoveposer, der klarer lave til middel minusgrader. Komforttemperaturen er fra -1 til -11°, mens ekstremtemperaturen er maks -18° afhængig af modellen. Dunsoveposer giver dig et sublimt forhold mellem isolering og vægt. Lille vægt og volumen er især en fordel, når du vil bære din oppakning over lange distancer, men fortsat vil holde varmen om natten. F.eks. er vægten blot 760 g. for Trek TK1.

Dunsoveposerne er udformet som oversized eller rektangel. Det giver dig rigelig med plads til bevægelse og endda muligheden for at sove på siden. En kompliceret konstruktion holder fyldet på plads, så dunene ikke vandrer. Det forhindrer kolde områder i at opstå. En dunsovepose med en vandafvisende belægning er at foretrække, hvis der er udsigt til, at sne og is forvandler sig til vand på turen. Husk på, at dun ikke harmonerer med våde elementer. F.eks. er Trek TK1 udstyret med vandafvisende polymerbehandling, som forhindrer fugt og gør, at soveposen tørrer op til 60 gange hurtigere end en ikke-behandlet dunsovepose.

Har du udsigt til våde elementer og fortsat gerne vil kunne bruge din sovepose det meste er året og ned til frysepunktet, er fibersoveposen Mountain Raid 1.6 et godt bud. Fibre tørrer hurtigt, og denne model er endda udstyret med en holdbar DWR-belægning, som øger vejrbeskyttelsen. Den har mumieform, hvilket betyder en tæt pasform, som forhindrer luft i at cirkulere.

Til varme og fugtige klimaer

Sommerhalvåret og varme klimaer kalder på en anden type sovepose. Her har du ikke behov for samme grad af isolering, men mere brug for en letvægtig og åndbar sovepose, der kan håndtere vand, fugt og kryb. Måske du skal vandre i Sveriges skove eller gå Camino’en i Spanien.

I så fald er fibersoveposer som Snugpak Jungle Bag og CARINTHIA Tropen et par gode bud på soveposer til sommerhalvåret. Skal familiens yngste med på tur, foreslår vi Nordpol Basic Junior . De tre modeller har en komforttemperatur på 5-22° og en ekstremtemperatur på -12 til +2°. Det gør dem optimale til tre af årets sæsoner: Forår, sommer og efterår.

Åndbare egenskaber lader dig afgive varme. Rektangulære former giver dig mulighed for at bevæge dig og bruge soveposen som tæppe. Dobbelte lynlåse øger udluftningen. Enhver af disse funktioner understøtter formålet: Nemlig at give dig en sovepose, der matcher varme klimaer og tider på året. Snugpak Jungle Bag har endda den yderligere fordel, at soveposen er udstyret med myggenet. Det så du kan holde krybene ude. En klar fordel i f.eks. Sveriges skove.

Ingen sovepose matcher alle omstændigheder

Der findes altså ingen soveposer, der er perfekte hele året og kan bruges til alle formål. I stedet er soveposer designet til specifikke tider af året og skiftende omstændigheder. Det kommer til udtryk i valg af forskellige materialer, former, detaljer og konstruktioner. Når du ønsker at finde den perfekte sovepose, når du derfor længst med at tage udgangspunkt i scenariet for din udflugt.