Udgivet d. 30-09-2021

Knivloven 2024 - hvad er lovligt og hvad er ulovligt?

Hvis du er et aktivt friluftsmenneske, en ivrig jager eller en dedikeret lystfisker, så har du uden tvivl haft god brug af en kniv. Men siden sommeren 2016 har vi i Danmark haft skærpede regler for erhvervelse og brug af knive, og du har måske tænkt på, om det er lovligt for dig at besidde og anvende din kniv til klatreturen, jagten eller til at forberede den fisk du har fanget? Så frygt ikke, for i denne artikel gennemgår vi nemt og overskueligt hvad loven indeholder, så du kan være helt tryg ved brug af kniv i fremtiden.

Hvornår er det lovligt for mig at erhverve, besidde, bære og anvende kniv?

Overordnet set er det ulovligt at bære kniv på offentlige steder, f.eks. biblioteker, klubber, fritidsordninger eller uddannelsessteder. Dette gælder for alle offentlige steder, inklusive skove, parker, enge osv. Knive må dog godt bæres, hvis de skal bruges til et anerkendelsesværdigt formål. Et anerkendelsesværdigt formål kan være erhvervsrelateret, til jagt og fiskeri, klatring eller andet, hvor kniven har et formål der giver god mening for aktiviteten – f.eks. at partere en fisk, skære brænde eller andet. Som hovedregel skal kniven stå mål med aktiviteten. Politiet kommer ikke til at godtage, at du render rundt med en stor køkkenkniv til at skære æbler i den lokale park! Hvis du f.eks. bruger en jagtkniv mens du er på jagt, er der tale om at kniven står på mål med aktiviteten, og så er der er tale om lovlig brug.

Som udgangspunkt er alle knive med et knivsblad over 12 cm ulovlige at erhverve, besidde, bære og anvende. Dog er der undtagelser, hvis kniven bruges til det den er fremstillet til. Derfor kan du godt have en 14 eller 16 cm lang jagt- eller fiskekniv, så længe du bruger den til formålet. Angående transport af kniven er reglerne også stramme, da kniven skal medbringes direkte til eller fra aktiviteten. Du må IKKE gøre ophold med kniven uden for aktiviteten, f.eks. ved at tage den med ind på dit barns skole eller andet. Lad altid kniven ligge forsvarligt i bilen eller i en rygsæk, så du ikke har den på dig, når du laver ting uden for det anerkendelsesværdige formål. Hvis du bliver stoppet af politiet mens du er på vej til eller fra din aktivitet, vil de se på din transporttid, hvor du skal hen, om du skal bruge kniven til en lovlig aktivitet, hvor kniven er placeret i køretøjet og hvor troværdig de finder din forklaring om din besiddelse af kniven. Der er ikke nogen anerkendelsesværdige formål i at bruge knive til at skade andre, så det er åbenlyst ulovligt at bære kniv med det formål – f.eks. i nattelivet. Husk altid at brug sund fornuft når du fragter din kniv rundt, og så skal du nok komme godt ud af det med ordensmagten.

Bemærk: I knivloven er der også ændrede regler for foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke kan fastlåses i en udfoldet position. Der skal være et anerkendelsesværdigt formål med at besidde kniven på offentligt tilgængelige steder. Dette er en ændring fra tidligere, da foldeknive under 7 cm, der ikke kan fastlåses, førhen var lovlige at besidde på offentligt tilgængelige steder.

 

 

Forbudte knive uanset formål

I knivloven er der også en række knive, der er ulovlige, selv hvis du mener at have et anerkendelsesværdigt formål. Fællesbetegnelsen for de ulovlige knive er, at de er udviklet til at skade eller dræbe andre. Det er dit ansvar at sikre dig, at de knive du køber ikke er ulovlige. De ulovlige knive er:

  • Knive med tværstillet greb beregnet til stød
  • Springknive og springstiletter
  • Faldknive og faldstiletter
  • Foldeknive med todelt skæfte, hvis klinge kan foldes ud ved brug af én hånd (butterflyknive),
  • Knive, der er konstrueret til at hænge om hals eller skulder, og som fra denne placering kan trækkes
     ved brug af én hånd
  • Kastestjerner, kasteknive, kasteøkser og lign. og
  • Kårdestokke og andre blankvåben, der fremtræder som en anden genstand

Straf for at bryde knivloven

 

Ved overtrædelse af knivloven bliver man i første omgang straffet med en bøde. Hvis den første forseelse er voldsom, kan man risikere en straf på op til 4 måneders fængsel. Ved skærpende omstændigheder, f.eks. gentagne overtrædelser eller tidligere kriminel straf for vold, er strafferammen på helt op til 2 års fængsel.

Hvis du bliver stoppet af politiet med en kniv, og er i stand til at redegøre for en anerkendelsesværdig brug af kniven, har du intet at bekymre dig om. Generelt gælder her, at du kommer ret langt med at bruge din sunde fornuft. Du kan læse om et eksempel på et uheldigt knivkøb her, som endte i bødestraf.

Læs mere om knivloven

Vi har skrevet denne artikel ud fra en tolkning af loven om erhvervelse, besiddelse, bæring og anvendelse af knive, og har tilstræbt at gøre den så korrekt og retvisende som muligt. Tjek dog gerne selv loven på Justitsministeriets hjemmeside. Vi vil altid opfordre dig til at kontakte politiet hvis du har spørgsmål, er i tvivl eller lignende – de kan svare dig på alle dine spørgsmål, og så er du helt sikker på at holde loven.

Går du og vil erhverve dig en kniv der har et knivsblad der er længere end 12 cm, og ikke skal bruge den til et anerkendelsesværdigt formål, så kan du stadig søge politiet om tilladelse til at besidde pågældende kniv. Her kan der være tale om et sværd eller en sabel. Du finder mere om ansøgningen hos politiet til såkaldte blankvåben her.